Virupskolen skal udvides med 1200 kvadratmeter

Foto: Aarhus Kommune.
Foto: Aarhus Kommune.

AARHUS: Byrådet skal onsdag tage stilling til en udvidelse af Virupskolen i Hjortshøj med cirka 1200 kvadratmeter. Prisen bliver omkring 18,1 mio. kroner, fremgår det af bilagene til byrådsmødet.

Der er tale om første etape af en helhedsplan for skolens udvikling her imod en firesporet skole. Det skyldes bl.a. den kraftige tilflytning til området, hvor indbyggertallet siden år 2000 er vokset med 40 procent. Der er i dag omkring 4.000 indbyggere i Hjortshøj.

I forbindelse med udbygningen af skolen skal fritids- og ungdomsklubben på Skovager lukkes og flytte ind på skolen. Salget af bygningerne på Skovager skal være med til at finansiere byggeriet på skolen.

Derudover skal der bygges lokaler til skolefritidsordningen samt arbejdspladser til lærere og pædagoger. Personalet har i dag midlertidige arbejdspladser i et klasselokale, der så igen vil kunne frigøres til undervisning.

780 elever om 10 år

Virupskolen har i dag 620 elever, og den seneste prognose siger, at der om 10 år vil være omkring 780 elever.

Det møder imidlertid kritik i lokalområdet, at første etape ikke indeholder ny faciliteter til idræt.

Det er kun eleverne på 0. til 3. årgang, der får indendørs idrætsundervisning i den lille gymnastiksal på Virupskolen. Skolens øvrige elever bliver kørt til skolen i Hårup. Det koster skolen 400.000 kroner om året, at eleverne skal køres med bus til Hårup.

“De penge kunne i stedet anvendes mere konstruktivt i forbindelse med etablering af bedre faciliteter i Hjortshøj,” skriver en række lokale organisationer i en henvendelse til kommunen om sagen.

Blandt organisationerne er Støttegruppen for etablering af en multihal i Hjortshøj.

4 mio. kroner til multihallen

Byrådet har tidligere i år besluttet at give en støttebeløb til multihallen i forbindelse med ændringen af skolestrukturen tilbage i 2012. De 4 mio. kroner stammer fra overskud af salget af Vejlby Skole og Kolt Skole, der blev lukket.

Kommunen oplyser i materialet til byrådsmedlemmerne, at der arbejdes på alternativer til at køre eleverne til Hårup for at gennemføre idrætsundervisning. Som alternativer kan Midtpunktet i Skødstrup,Springhallen og et dansestudie i Risskov anvendes til idrætsundervisning, mener kommunen.

Læs også:

Hjortshøj: Så kom pengene til multihallen.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Hjortshøj på Facebook her.

1 kommentar

Der er lukket for kommentarer.