
AARHUS: Retten i Aarhus varetægtsfængslede onsdag den 21. oktober ved et grundlovsforhør en 40-årig mand i fire uger for et røveri begået i Sabro den 18. oktober om morgenen.
Den 40-årige truede i forbindelse med et indbrud på et kontorhotel i Sabro en 46-årig kvinde på livet, inden han flygtede fra gerningsstedet på et elløbehjul.
Den 46-årige havde fået en alarm i forbindelse med indbruddet i erhvervsbygningen og dukkede op på gerningsstedet et par minutter senere.
Da hun omkring kl. 8.00 stod ud af bilen, mødte hun en maskeret mand, der bevæbnet med et koben truede hende på livet. Gerningsmanden flygtede derefter fra stedet på elløbehjulet, mens den 46-årige alarmerede politiet.
Det lykkedes ikke flere patruljevogne at finde gerningsmanden, men 40-årige blev genkendt på en videoovervågning på gerningsstedet, og blev derfor efterlyst internt hos politiet, der bl.a. også forsøgte at få fat på ham på hans bopæl.
Anholdelsen skete tidligt onsdag morgen i forbindelse med en færdselskontrol på Genvejen i Viby.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.