Thailænder overtrådte indrejseforbud

politiEn 47-årig mand fra Thailand blev torsdag idømt 20 dages fængsel og indrejseforbud i Danmark i seks år, da han blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.

Den 47-årige er tidligere idømt indrejseforbud i Danmark. Indrejseforbuddet ville være udløbet den 15. juni, hvis han ikke var blevet anholdt af politiet onsdag formiddag.

Det var en betjent i politiets udlændingesektion, der genkendte manden på Sankt Knuds Torv i Aarhus. Betjenten vidste, at den 47-årige tidligere var udvist af landet, og at han derfor måtte have overtrådt sit indrejseforbud.

Og nu skal den 47-årige altså holde sig uden for landets grænser i yderligere seks år, når han har udstået sin fængselsstraf på 20 dage.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.