Politiet sigter direktør på TV2 Østjylland

Direktør Peter Kramer fra TV2 Østjylland er sammen med andre på tv-stationen blevet sigtet af Østjyllands Politi for at have medvirket til bortskaffelse af bevismateriale i forbindelse med sagen om de maskerede unge mænd fra Gellerup, der i et indslag i TV2 Østjylland truede med drab.

Det sker efter Peter Kramer har oplyst, at de råbånd, som tvstationen optog i forbindelse med indslaget, der blev bragt den 8. maj, er blevet slettet.

Han fortæller på sin egen tv-kanal, at kasseterne er blevet slettet, fordi de bliver genbrugt. Det er for dyrt at gemme alle tv-optagelser.

Landsretten besluttet den 27. maj, at TV2 Østjyllands skulle overdrage råbåndene til politiet, der skal bruge dem i efterforskningen af trusselssagen. I afgørelsen hedder det bl.a., at opklaringen af sagen “klart overstiger TV 2 Østjyllands behov for at kunne beskytte sine kilder”.

Tidligere har Byretten i Aarhus eller afgjort, at tv-stationen ikke er tvunget til at udlevere råbåndene, fordi kildebeskyttelsen er vigtig for pressens mulighed for at omtale kontroversielle forhold i samfundet.

Efter at Peter Kramer har oplyst, at tv-stationen har slettet råbåndene, har politiet løsladt den ene af de to personer, der er varetægtsfængslet i sagen. Det er ham, der i indslaget optrådte som talsmand for gruppen på seks-syv personer. Den anden, der viste en pistol frem i indslaget, er fortsat anholdt.

“Vi har under sagen gjort gældende, at sagen er speciel, bl.a. fordi TV 2 Østjylland har valgt at give sendetid til bevæbnede og maskerede personer, der udbreder trusler,” siger advokaturchef Poul Gade fra Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

“Der er tale om en handlemåde, der efter vores opfattelse i bedste fald er egnet til at udbrede utryghed i de boligområder, der er tale om – og som i værste fald er udtryk for medvirken til udbredelse af trusler.”

Strafferammen for at bortskaffe bevismateriale er op til to års fængsel.

TV2 Østjylland har valgt at søge Procesbevillingsnævnet om at få lov til at få sagen om udleveringen af råbåndene behandlet ved det danske retssystem endnu en gang – nemlig ved Højesteret. Det skyldes, at tv-stationen mener, at sagen er af principiel karakter.