En del af granitfliserne på Frederiksgade mellem Telefontorvet og Immervad skal udskiftes. Flere i de nuværende belægning er knækket og andre har forskubbet sig.
Det er lastbiler, der har kørt på strækningen, der har ødelagt belægningen. Derfor har Aarhus Kommune nu også indført en ny vægtbegrænsning på strækningen og opsat flytbare steler, der forhindrer køretøjer i at køre ind i området.
”Den nuværende belægning i Frederiksgade er kørt i stykker af tunge køretøjer,” forklarer ingeniør Thomas Skov fra Trafik og Veje.
“Fremadrettet skal vi beskytte granitbelægningen så godt, som det er muligt. Det gør vi med en skærpelse af vægtbegrænsningen. Samtidigt opstiller vi nye sænkbare steler, som sikrer, at det kun er tunge køretøjer med en særlig tilladelse, som undtagelsesvis benytter strækningen.”
Lukket for al kørende trafik
Mens vedligeholdelsesarbejdet står på, vil der være lukket for kørende trafik på strækningen. I hele arbejdsperioden vil gående kunne benytte Frederiksgade, da det kun drejer sig om de fire midterste rækker granitsten.
Der er afsat mandskab i hele arbejdsperioden, men der kan være dage, hvor der ikke er aktivitet. Det skyldes, at underlaget skal hærde, hvorefter granitbelægningen fastgøres. Når granitbelægningen bliver fastgjort, er det vigtigt, at underlaget er tørt og hårdt. Hærdningsprocessen er derfor afgørende for, at belægningen kan fungere optimalt.
”Når granitten renoveres, skal den kunne holde til den fremtidige belastning,” fortæller Thomas Skov.
“Den nederste del af Frederiksgade skråner og er samtidig udsat for tryk og vrid fra tunge køretøjer. Det giver mange udfordringer i måden, som renoveringsarbejdet skal udføres på.”
Fliserne får grov underside
I samarbejde med rådgiver og entreprenør er der fundet en løsning, som forventes at være mere holdbar. Granitfliserne får en ny grov underside, der bliver anvendt forskellige flisetykkelser, og der bliver indlagt nye låsebånd, så strækningen fremover bedre kan modstå belastningerne fra de få tunge trafikanter, som vil køre på belægningen.
Arbejdet udføres nu, da belægningens tilstand bliver stadig dårligere. Samtidig giver tidspunktet gode betingelser for hærdning af underlag og fuger.
Mens renoveringsarbejdet står på kan det ikke undgås, at det vil skabe gener for naboer, erhvervsdrivende og besøgende i Frederiksgade.
Arbejdet begynder d. 16. september og varer frem til og med uge 48.