Havnefront med byliv i Aarhus Ø

BassinTo af de største kapaciteter inden for dansk og international arkitektur og byudvikling skal være med til at gentænke og udvikle en del af havnefronten i Aarhus.

Torsdag pegede et enigt bedømmelsesudvalg bestående af repræsentanter for partierne i Aarhus Byråd på et konsortium med bl.a. Bjarke Ingels Group (BIG) og Gehl Architects som det team, der sammen med Aarhus Kommune skal skabe en udviklingsplan for ét af de mest attraktive områder på Aarhus Ø.

Under overskriften ”Gentænk Bassin 7” planlægger Aarhus Kommune i samarbejde med et privat team at udvikle et område på Aarhus Ø beliggende ved det havnebassin, hvor der om få år bl.a. etableres et havnebad og et udsigtstårn.

Det udvalgte team skal i samarbejde med Aarhus Kommune skabe en udviklingsplan for området som helhed og desuden etablere en række bylivsaktiviteter.

Plads til boliger

Endelig får teamet mulighed for at bygge et antal boliger og/eller erhverv i området.

Teamet, der i dag er blevet peget på, består af: BIG (Bjarke Ingels Group), Gehl Architects,
Anpartsselskabet Kilden og Mortensen, CASA Entreprise og MOE

Borgmester Jacob Bundsgaard glæder sig til at se teamet udfolde sine kompetencer i Aarhus.

”Jeg har store forventninger til, at Aarhus nu bliver præsenteret for helt nye og unikke idéer til, hvordan vores havnefront kan videreudvikles,” siger han.

“BIG og Gehl er begge anerkendt internationalt og tager bl.a. erfaringer og inspiration fra New York med til Aarhus.  Det bliver utrolig spændende at få kvalificeret vores vision om en levende og mangfoldig bydel af så kompetente kræfter.”

Aktører fra erhvervslivet

Rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek, lægger vægt på, at teamet ud over de stærke strategiske kræfter også byder ind med kendte, kommercielle aktører fra erhvervslivet.

”Det er en kæmpe styrke, at teamet også kender markedet og de mekanismer, der skal til for at udføre de flotte tanker om liv og aktivitet i praksis,” siger rådmanden.

“Jeg er helt sikker på, at vores nye byrum i forlængelse af den kommende udviklingsplan bliver fantastisk attraktive og interessante samlingssteder for aarhusianerne.”

Nye befolkningsgrupper på havnen

Bjarke Ingels, som har stiftet BIG, ser frem til at kunne bidrage til Aarhus’ rivende udvikling.

”Aarhus er en unik by, idet den har en meget tæt midtby – som kombinerer tæthed og intimitet med en højde på både husene og landskabet, som man ikke ser andre steder i Danmark – og alt dette lige ud til et kæmpe centralt udviklingsområde i Aarhus bugt,” siger Bjarke Ingels.

“Vi vil forsøge at udvikle og styrke den oprigtige urbane stemning, som Aarhus er bannerfører for – og forsøge at stimulere et mangfoldigt byliv, en udadvendt og afslappet kultur, som vil tiltrække nye befolkningsgrupper til havnen i Aarhus.”

Vil tiltrække børnefamilier

Ud over bylivsaktiviteter vil teamet arbejde med nye boligformer med særligt fokus på også at tiltrække børnefamilier til området.

BIG er bl.a. kendt for de tre Ørestadsbyggerier, 8tallet, VM Husene og Bjerget, som er kåret til verdens bedste boligbyggeri.

Udviklingsplanen for området ved Bassin 7 forventes at være klar i løbet af 2014.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *