Madame Butterfly kommer til Aarhus

Foto: Det Kgl. Teater
Foto: Det Kgl. Teater

Det kgl. Teater giver aarhusianerne én mulighed for at se teaterets udgave af “Madame Butterfly – en kammeropera” når den kongelige scene i de kommende måneder gennemfører en landsturne. Det sker den  18. januar kl. 20.00 på teaterscenen Hermans i Tivoli Friheden.

Puccinis opera er arrangeret for kammerensemble bestående af klaver, cello, klarinet og violin. “Madame Butterfly – en kammeropera” udspiller sig i Nagasaki i Japan omkring år 1900. Den fortæller på romantisk vis om et smukt kærlighedsmøde mellem en ung, uskyldig pige og en erfaren mand og skildrer samtidig mødet mellem to fremmedartede kulturer – og en frygtelig samfundstragedie.

Guido Paevatalu, der kender operaen indefra gennem sin lange karriere som operasanger på Det Kongelige Teater, hvor han selv har medvirket i flere opførelser af netop denne opera, har iscenesat og skabt scenografien til “Madame Butterfly – en kammeropera”.

Flere sangere på hver rolle

Rollen som Cho Cho San (Butterfly) synges på turneen alternerende af Anne Margrethe Dahl, Elsebeth Dreisig, Gitta-Maria Sjöberg og Signe Asmussen, Niels Jørgen Riis og Gert Henning-Jensen deles om rollen som Pinkerton, Trine Bastrup Møller og Elisabeth Halling synger rollen som Suzuki, Guido Paevatalu er Sharpless.

Herudover medvirker: Bo Kristian Jensen/Jakob Holtze, Anders Jakobsson, Hans Lawaetz/Frederik Paevatalu Rolin, Camilla Illeborg/Jasia Julia Nielsen og Oliva Riis/Clara Jensen.

Madame Butterfly – en kammeropera ledes af kapelmester og pianist Carol Conrad/Leif Greibe, og de øvrige musikere er Anton Lasine, violin, Juliane von Hahn/Amelia Jakobsson, cello og Anna Klett/Viktor Wennesz, klarinet.

Det vides endnu ikke hvordan besætningen af rollerne ser ud, når kammeroperaen kommer til Aarhus.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.