AARHUS: Byrådet vedtog her onsdag først på aftenen lokalplan 1023, der tillader byggeri af cirka 70 ny bolig ved Hjemagervej i Løgten.
Det skete uden at et eneste byrådsmedlem tog ordet til sagen. Sagen var lille i forhold til aftenens store politiske slagsmål – spørgsmålet om en ny lufthavn ved Thomasminde, som byrådet i hvert fald brugte et par timer på.
Lokalplanen blev fremlagt for byrådet første gang lige inden nytår, og den var i offentlig høring fra slutningen af januar til slutningen af marts.
Der kom kun få kommentarer til lokalplanen i høringsfasen, og der skete kun få justeringer af planen inden den blev sendt til behandling i byrådet her til aften. Der blev f.eks indført et forbud mod at beplantning i området må vokse sig højere end 15 meter.
Det er en privat grundejer, der nu får mulighed for at udstykke jorden i cirka 70 byggegrunde. Der foreligger ikke noget om, hvornår de første byggegrunde bliver sat til salg.
Læs også:
Byrådet skal debattere lokalplan i Løgten
Løgten-lokalplan til debat i byrådet onsdag
Skødstrup: Flere boliger i Løgten
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Skødstrup på Facebook her.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.