Børn med sproglige vanskeligheder som følge af stammen, tale- og høreproblemer får nye muligheder for hjælp, efter at Aarhus Kommune har åbnet Kompetencecenter for Sprog og Kommunikation på Møllevangskolen.
Det nye kompetencecenter samler højt specialiseret viden og specialuddannede medarbejdere fra flere tidligere tilbud i kommune og region.
”Jeg glæder mig over, at vi nu får samlet indsatsen fra 0 til 18 år, og at vi samler den specialiserede viden, som hører til dette område,” siger Bünyamin Simsek, rådmand for Børn og Unge.
“Det giver blandt andet medarbejderne bedre mulighed for at udvikle og udveksle viden, forældre kan danne netværk, og børnene og de unge kan bedre møde andre med samme vanskeligheder.”
Intensive kursusforløb
Centeret består af et sproghus med specialiserede ydelser og kurser for børn i dagtilbud, specialklasser fra 0.-10. årgang og forløb med såkaldte ”sprogbad”, som er korte intensive kursusforløb for elever i normalundervisningen.
Møllevangskolens leder Majbritt Jensen får det ledelsesmæssige ansvar for kompetencecenteret.
”Kompetencecenteret får et stærk fagligt miljø, som vil lægge vægt på videndeling lokalt og nationalt,” siger Majbritt Jensen.
“Vi vil have et stort fokus på forældresamarbejde og samarbejdet med de pågældende børns dagtilbud og skoler. Vi har i forvejen ekspertise samlet på Møllevangskolen, og vi ser frem til at kunne målrette indsatsen endnu stærkere til gavn for børn og familier.”
Videncenter
Kompetencecenterets mål er – ud over at tilbyde ydelser til børn med særlige vanskeligheder – også at udbrede viden om, hvordan forældre, dagtilbud, skoler og fritidstilbud i øvrigt bedst hjælper børn med vanskeligheder inden for sprog og kommunikation.
Kompetencecenter for Sprog og Kommunikations indsatser vil omfatte cirka 175 børn årligt.