Northside sælger endags-billetter

Northside-festivalen holdes for femte gang til sommer. Foto: Northside/Morten Rygaard.
Northside-festivalen holdes for femte gang til sommer. Foto: Northside/Morten Rygaard.

Northside 2014 sætter lørdag 1. februar et stærkt begrænset antal endagsbilletter til salg via Billetlugen.dk.

I den forbindelse løftes sløret desuden for, hvilke dage de forskellige hovednavne spiller på festivalen.

Lige nu ligger det fast, at man fredag kan opleve Franz Ferdinand, The National og Quadron.

Lørdag spiller både Mew og Röyksopp & Robyn Do It Again 2014, og søndag går Arcade Fire, Pixies og Queens of the Stone Age på scenen på NorthSide.

Salget fordoblet

“Vi har lige nu solgt mere end dobbelt så mange partoutbilletter som samtidig sidste år, hvor vi allerede fik udsolgt i april, så det er særdeles positivt,” siger John Fogde, talsmand for NorthSide festivalen.

“Programmet er allerede stærkt, selvom vi kun har offentliggjort omkring en tredjedel af navnene, og der er masser af spændende musik på vej. Så det ser rigtig lovende ud for femte udgave af NorthSide.”

Han kan samtidig fortælle, at der vil blive føjet flere navne til programmet i næste uge.

Tre dage i juni

NorthSide 2014 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 13.-15. juni, og billetter kan købes via Billetlugen.dk. Endagsbilletter sættes til salg lørdag 1. februar kl. 10:00 og koster 795,- per styk.

NorthSide 2014 har indtil videre offentliggjort følgende navne: Ane Brun, Arcade Fire, Baby in Vain, The Blue Van, Cold Specks, Franz Ferdinand, Lucy Love, Lulu James, Mew, The National, Pixies, Quadron, Queens of the Stone Age, Röyksopp & Robyn Do It Again 2014, Turboweekend og WhoMadeWho.

(Redigeret pressemeddelelse fra Northside)