For tredje gang stjæles en bil ved et indbrud i Lystrup

Arkivfoto: Østjyllands Politi

LYSTRUP: For tredje gang i løbet af den seneste måned blev der natten til torsdag den 29. oktober stjålet en bil i forbindelse med et indbrud i Lystrup.

Denne gang gik det ud over bolig- og bilejere på Hasselhaven, hvor gerningsmændene fandt nøglerne til bilen under indbruddet.

Indbruddet skete lidt før kl. 4.00 torsdag morgen. Beboerne vågnede og kunne se gerningsmændene køre bort i bilen, fremgår det af et opslag på en lokal facebookgruppe.

I den offentliggjorte døgnrapport fra politiet, oplyses det, at der har været et indbrud, men politiet fortæller ikke nærmere om omstændighederne.

Det gør derimod ejerne af både bilen og boligen i opslaget på facebookgruppen.

Udover bilen blev der også stjålet en tuk-tuk scooter, oplyses det i opslaget.

Den 30. september blev der begået et lignende indbrud på Rugmarken i Lystrup, hvor der blev stjålet en bil. Bilen blev dagen efter om formiddagen fundet på Hjortshøj Station, hvor to unge mennesker sad og sov i den, da de blev anholdt af politiet.

I sidste uge blev der igen stjålet en bil – en sølvgrå VW Up – i forbindelse med et indbrud. Det skete fra en bolig på Østre Havevej. Indbruddet blev opdaget torsdag morgen den 22. oktober, og bilen blev fundet samme aften, hvor den var parkeret på Bjørnholt.

Nattens indbrud på Hasselhaven er det andet i oktober måned på den plagede vej.

Har borgere i området oplysninger, der eventuelt kan hjælpe politiet med at opklare sagerne, kan politiet kontaktes på tlf. 114.

Læs også:

Indbrud på Østre Havevej i Lystrup

Indbrud i Hasselhaven i Lystrup

Endnu et indbrud i Lystrup

Mindreårige biltyve anholdt i Hjortshøj

Indbrud på Rugmarken

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Lystrup på Facebook her.