Mindreårige biltyve anholdt i Hjortshøj

HJORTSHØJ: En politipatrulje fra Østjyllands Politi anholdte torsdag formiddag den 1. oktober sidst på formiddagen to unge formodede biltyve i en bil, der var parkeret ved stationen i Hjortshøj, fremgår det af politiets offentliggjorte døgnrapport fredag den 2. oktober.

Pigen på 15 år og den unge mand på 17 år sov, da de blev kontaktet af politiet.

Anholdelsen var en smule voldsom – formentlig fordi politiet havde set, at der var en pistol i bilen.

De to personer blev vækket, taget ud af bilen og lagt på jorden, hvor de blev passiviseret med håndjern. Det viste sig, at pistolen var ladet med løse skud.

Bilen, som de sad i, var onsdag aften blevet stjålet i forbindelse med et indbrud på Rugmarken i Lystrup, og de to unge mennesker er derfor sigtet for både indbrud og biltyveri.

Den 17-årige havde også en klump hash i sin lomme, og han er derfor også sigtet for narkobesiddelse.

Politiet fik anmeldelsen om den stjålne bil var parkeret i Hjortshøj lidt før kl. 11.00. Det var en pårørende til den kvinde, der havde fået sin bil stjålet, der opdagede, at bilen var parkeret ved Hjortshøj Station. Samtidig havde han set de to sovende formodede gerningsmænd.

Politiet kontaktede de unges forældre og de sociale myndigheder. Efter endt afhøring blev de løsladt, og bilen blev leveret tilbage til ejeren.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Lystrup på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Hjortshøj på Facebook her.

1 kommentar

Der er lukket for kommentarer.