Enhedslisten hjælper med penge til letbanen i Aarhus

Illustration: Midttrafik
Illustration: Midttrafik

Enhedslisten har besluttet at hjælpe regeringen, så staten betaler 330 mio. kr. ekstra til den aarhusianske letbane. Det oplyser TV2 Østjylland grundlovsdag.

Et eller flere af de borgerlige partier, der er med i det trafikforlig fra 2010, hvor der blev  bevilget penge til at banen kunne bygges, har på et udvalgsmøde i Christiansborgs trafikudvalg nægtet at være med til at finde de ekstra penge.

Det er blevet nødvendigt med flere penge, fordi det viste sig, at den store licitation, som letbaneselskabet i øjeblikket forhandler, blev væsentligt dyrere end først skønnet.

Det første beregninger viste, at banen ville komme til at koste cirka 2,4 mio. kr. Priser ser ud til at komme til at ligge på omkring 3,1 mia. kr.. Det mangler altså omkring 700 mio. kr. i pengekassen, og af dem skal staten betale cirka 330 mio. kr..

EL trætte af at være skraldespand

“Jeg er forarget over, at den forligskreds på Christiansborg, som står bag letbanen, ikke tager et medansvar,” siger Enhedslistens trafikordfører Henning Hyllested om løftet om at være med til at finde pengene til letbanen til TV2 Østjylland.

“Og vi er noget trætte af at skulle agere skraldespand for regeringen, men omvendt så er det her så vigtigt et projekt, at vi gør det alligevel.”

Aarhus Kommune skal finde et tilsvarende beløb, men på rådhuset er der endnu ikke indgået en politisk aftale om, hvordan man skal finde pengene.

Foreløbig har den socialdemokratiske rådmand for Teknik og Miljø Kristian Würtz spillet ud med et forslag om at afskaffelse af dækningsafgiften, som erhvervslivet betaler af erhvervsejendomme bliver udskudt fra 2016 til 2018.