Aarhus Kommune har med virkning fra nytår indført ansættelsesstop på de århusianske skoler for de faggrupper, der er organiseret i FOA og BUPL.
Det sker som en forberedelse af skolereformen, der træder i kraft efter sommerferien, oplyses det i en artikel i personalebladet “Børn og Unge Nyt”, der er udgivet af børne- og ungemagistraten i kommunen.
Åbningstiden sættes ned
Åbningstiderne i skolefritidsordningerne vil nemlig blive sat ned, når den daglige undervisningstid for børnene og lærerne bliver forøget efter sommerferien, og derfor er det ikke sikkert, at der er plads til alle pædagogerne og medhjælperne på skolerne fremover.
Derfor får de nuværende ansatte i de kommende måneder eneret til at søge ledige stillinger på både skolerne, i vuggestuerne og i børnehaverne.
På den måde håber kommunen at nedbringe antallet af pædagoger og medhjælpere, der er i overskud efter sommerferie.
Ingen garanti mod afskedigelse
Dem der eventuelt skulle være i overskud vil få en mulighed for at få job andre steder i kommunen, men der er ingen garanti mod afskedigelse, hedder det i artiklen i “Børn og Unge Nyt.”
Der er i kommunens budget for 2014 regnet med en besparelse på 15 mio. kr. i hele kommunen.
Skolefritidsordninger lukkes
Skolereformen er også forklaringen på, at der forberedes en ændringer af dagligdagen i flere at kommunens skoledistrikter. F.eks. er forvaltningen på vej med forslag om at lukke skolefritidsordningen på Elstedgård og flytte eleverne ind på Lystrup Skole. Det samme sker på Elsted skole, hvor SFOen Phønix flyttes fra Lystrupvej og ind på Elsted Skole.
Detaljerne kan læses her