Flere vil være aarhusianere

aak-logoDanmarks Statistik har opgjort antallet af indbyggere i Aarhus Kommune pr. 1. januar 2014 til 323.893 indbyggere. Det er 4.799 flere end for et år siden.

 

Det svarer til, at Aarhus i hver måned i 2013 i gennemsnit er vokset med 400 indbyggere.

I overensstemmelse med de normale sæsonudsving har der kun været en mindre stigning i befolkningstallet i 4. kvartal på kun 249 personer.

Det er dog ikke så overraskende, da der er stort udsving hen over året på hvor mange der flytter til Aarhus. Specielt kommer der mange lige efter sommerferien, når byens uddannelsesinstitutioner starter undervisningen igen.

350.000 personer i 2020

Ifølge den seneste befolkningsprognose fra sidste år ser det ud til, at Aarhus Kommune runder borger nummer 350.000 i slutningen af 2020, og at befolkningen med udgangen af 2023 vil være oppe på  358.550 personer.

Det er dog uklart, i hvilket omfang den senere tids oplysninger om, at der fødes færre børn i Danmark, er medregnet i den prognose.