92 sigtelser for overtrædelser af færdselsloven i Aarhus Vest

PATRULJEVOGN_JAKKER_1Østjyllands Politi gennemførte fredag eftermiddag og aften en større politiaktion i Aarhus Vest, der betød, at der i løbet af få timer blev rejst 92 sigtelser mod 78 trafikanter.

To trafikanter står til ubetinget frakendelse af kørekortet, seks til en betinget frakendelse, mens 36 trafikanter får et klip i kørekortet. Derudover står tre til kørselsforbud, fordi deres kørekort er mindre end tre år gammelt.

Der var specielt tale om overtrædelse af hastighedsgrænserne, som trafikanterne blev taget for. Dem blev der noteret 27 af.

Desuden foretog 12 bilister ulovlige overhalinger, mens ni blev noteret for at køre over for gult eller rødt lys.

Østjyllands Politi havde flere videovogne i aktion på samme tid. Det betød, at politikredsen fik assistance fra videovogne fra flere andre politikredse i det vestlige Danmark. Så der har været tale om en politiaktion, der har været planlagt i længere tid.

En bilist kørte med over 100 km/t på Gudrunsvej midt i Brabrand, selvom der var cyklister og børn ved vejen. Det er kun tilladt at køre 50 km i timen på strækningen.

En ung mand, der havde haft kørekort i tre uger, kørte med 118 km i timen på Hasle Ringvej mod tilladt 70 km/t.

En bilist kørte med 123 km i timen ad Hasle Ringvej mod tilladt 70 km/t. Under kørslen kørte han over for rødt lys med en hastighed på omkring 120 km i timen.

“Det er uhyggeligt, at så mange trafikanter laver så mange alvorlige forseelser,” siger politikommissær Amrik Singh Chadha efter politiaktionen.

“Det er simpelthen uacceptabelt, at der er trafikanter, der kører efter egne regler og ikke respekterer de regelsæt, der gælder for øvrige trafikanter, og som derfor spiller hasard med liv og førlighed. Politiaktionen viser med al tydelighed, at der fortsat er et markant behov for politiets fokus i forhold til afvikling af særlige færdselskontroller. Det kan jeg så garantere, at vi vil forfølge.”

Politiet har de seneste måneder gennemført flere mindre kontrolaktioner af trafikken i Aarhus Vest, hvor der har været gang i politiblokene. Men fredagens aktion er den største, som er gennemført i nyere tid.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.