Vand til fuglen med guldæblet

Guldæblefuglen har stået på Strøget i Aarhus siden 1973. Foto: Aarhus Kommune
Guldæblefuglen har stået på Strøget i Aarhus siden 1973. Foto: Aarhus Kommune

Skulpturen “Fugl med guldæble i næbbet” bliver nu renoveret, så den igen bliver det springvand, som den oprindelig var tænkt som. Arbejdet begynder den 9. september og slutter til oktober.

“Fugl med guldæble i næbbet” har siden 1973 stået på Strøget. I starten stod springvandet i et lavt bassin foran Salling, hvor det dragende vand har medført mange våde sko og strømper på børn på strøgtur med mor og far.

Her i 2013, 40 år efter afsløringen, står springvandet ved Reginakrydset, og det manglende vand efterspørges ofte af aarhusianere såvel som turister.

Ingen vand i springvandet

Siden springvandet i forbindelse med Strøgets renovering, blev flyttet fra sin oprindelige plads foran Salling, har der været problemer med at få teknikken til at fungere tilfredsstillende.

De seneste år har der slet ikke været vand i springvandet. Det bliver der rådet bod på nu. Der bliver etableret en ny tekniktank med moderne vandbehandlingsanlæg under Strøgets belægning i umiddelbar nærhed af springvandet.

Krystalklart vand

Den nye teknik skal sikre krystalklart vand til guldæblefuglen mange år frem.

Springvandet er udført af billedhugger Erik Heide og afsløret den 13. juli 1973. Selve fuglen er udført i støbejern, mens ”guldæblet” er af messing. Bassinerne er hugget af rød vångagranit fra Skåne.