Uddannelsesinstitutioner og ungdomsboliger skal være en væsentlig del af fremtiden for arealerne ved Godsbanen, fremgår det af en plan, som rådmand for Teknik og Miljø Kristian Würtz tidligere på ugen fremlagde.
Målsætningen er på længere sigt at skabe et nyt aarhusiansk brokvarter, som skal strække sig fra Godsbanearealet til Åby Skole.
Mandag den 27. april skal Magistraten i Aarhus Kommune behandle et forslag om at igangsætte byudviklingen på Godsbanearealerne, hvor en plan skal sikre, at visionerne for bydelen bliver realiseret.
Første salg til efteråret
Planen vil udvikle sig i takt med, at der udbydes og sælges arealer. Teknik og Miljø forventer at udbyde de første arealer til efteråret.
“Godsbanearealerne har deres egen identitet som pulserende, ungdom-
melig bydel,” siger Kristian Würtz i en pressemeddelelse, som kommunen har udsendt om udviklingsplanen.
“De har en vigtig funktion, da de danner overgangen fra de eksisterende til de kommende bydele.”
Godsbanearealerne skal efter den kommunale plan på sigt rumme en helt ny bydel, som skal have sin helt egen stemning og identitet. Selv om det ikke er mange år siden, at DSBs tog forlod sporene, forbinder mange allerede Godsbanen noget karakterfuldt.
Ny arkitektskole
Det er hensigten, at uddannelsesinstitutioner og ungdomsboliger bliver en central del af arealerne. Konkret foreslås der salg af areal til Aarhus Produktionsskole, Kollegiekontoret og Arbejdernes Andelsboligforening.
Samtidig skal der reserveres et areal frem til midten af 2017, så der kan gennemføres en konkurrence om placering af ny arkitektskole.
Desuden foreslås der anlagt en grøn og eksperimenterende bypark på sydsiden af Godsbanearealerne med forbindelse ud til Brabrandstien.
Redigeret pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.