AARHUS: To mænd blev mandag ved Retten i Aarhus idømt henholdsvis seks og otte måneders fængsel for røveri. De var gerningsmændene i en to måneder gammel pirattaxa-sag, mente retten.
En 21-årig mand var den 3. juni om morgenen på vej hjem fra en bytur i Aarhus, da de to mænd – en 23-årig mand og en 21-årig mand – tilbød at køre ham hjem for 100 kroner.
Mændene kørte ham dog ikke hjem, men kørte i stedet til en hæveautomat på Stjernepladsen, hvor de truede deres passager til at hæve i alt 2700 kroner.
De betjente, der arbejdede med sagen, viste senere på dagen billeder af de to formodede gerningsmænd til kolleger i forbindelse med en kaffepause, og kort efter opdagede to af dem, der så billederne, de to gerningsmænd, mens de var på patrulje i Aarhus. De to mænds bil passede også til beskrivelsen.
De to mænd blev anholdt og blev varetægtsfængslet i forbindelse med et grundlovsforhør.
Den 23-årige chauffør ankede sin dom på seks måneder til landsretten, mens den 21-årige ikke ankede sin dom på otte måneder.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.