Den kommunale tandpleje går om et par uger i gang med en større ombygning på Skæring Skole. Den nye klinik bliver fremover omdrejningspunkt for tandbehandling af børn fra otte skoler i den nordlige del af Aarhus Kommune.
Når den nye tandklinik åbner igen ved nytårstid, vil der være otte tandlægestole, hvor de århusianske skolebørn kan få behandlet deres tænder. I dag er der tre stole på skolen i Skæring.
Det er eleverne fra Skødstrup Skole, Virupskolen, Elsted Skole, Lystrup Skole, Elev Skole, Hårup Skole, Sølystskolen og Skæring Skole, der fremover skal have boret i en tand på Skæring Skole, hvis de har fået et hul i tanden.
Det er overvejende behandlingen, der kommer til at foregå i Skæring. På flere af skolerne vil de regelmæssige tandundersøgelser fortsat foregår lokalt.
Udover at der bliver flere tandlægestole i Skæring, vil den nye centrale tandlægeklinik også få længere åbent, så det bliver nemmere for forældre, der skal køre deres børn til Skæring til behandling, at få en tid i åbningstiden.
Målet med etableringen af en central tandklinik er at opnå en billigere og mere rationel drift af tandbehandlingen af skolebørn.
Ændringen af tandbehandlingen i den nordlige del af kommunen træder først i kraft fra nytår. Børn der går på Skæring Skole vil dog i det næste halve års tid bliver indkaldt til undersøgelser på andre af tandklinikkerne i den nordøstlige del af kommunen.
Skæring Skole har afgivet en del af skolens pædagogiske læringscenter og en del af lærernes kontorpladser til den nye og større tandklinik.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Lystrup på Facebook her.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Skødstrup på Facebook her.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Hjortshøj på Facebook her.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Egå på Facebook her.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.