Spritbilist var kørt fast i mudder

Foto: Østjyllands Politi

HJORTSHØJ: En patrulje fra Østjyllands Politi anholdte torsdag eftermiddag en 70-årig mand på Sortemosevej mellem Hjortshøj og Skødstrup og sigtede ham for at køre spirituskørsel, fremgår det af politiets offentliggjorte døgnrapport fredag den 28. februar.

Billen var havnet i vejkanten, og den 70-årige mand forsøgte forgæves at køre fra stedet, men bilen blev hængende i den mudrede vejkant.

En alkometertest afslørede, at den 70-årige var meget påvirket af spiritus. I bilen lå der flere tomme øl-beholdere.

Den 70-årige blev taget med på politistationen, hvor der blev taget en blodprøve, der skal fastslå hvor meget spiritus han havde i blodet.

Det var en anmeldelse fra en borger, der havde set den 70-årige bakse med bilen, der fik politiet til at køre til Sortemosevej, fremgår det af døgnrapporten.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Hjortshøj på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.