LYSTRUP: Forfatteren Søren Ulrik Thomsen besøger torsdag den 27. september Lystrup.
Han er den første foredragsholder i Kirkehøjskolen i Lystrup Sogn, hvor efterårets og vinterens tema er ritualer og fællesskaber.
Søren Ulrik Thomsen holder et foredrag, hvor han forsvarer den måde, som en gudstjeneste er bygget op på.
“Jeg krymper mig, hver gang den kritiseres af mennesker, der mener, at folk ville strømme til kirke,hvis gudstjenesten blev lavet om,” siger han i en optakt til foredraget, der også indeholder indblik i andre kirkesamfunds gudstjenester, som Søren Ulrik Thomsen har oplevet på sine rejser rundt i verden – ikke mindst USA.
Søren Ulrik Thomsen er født i 1956, og han fik sit debut med digtsamlingen “City Slang” i 1981. En del af digtene blev omsat til musik af rockmusikeren Lars H.U.G. på en lp i 1984.
Siden har han udgivet et par andre digtsamlingen – bl.a. “Det værste og det bedste” med illustrationer af Ib Spang Olsen. Han trækker udover til sine foredrag også publikum til digtoplæsninger, og han er kendt som en flittig samfundsdebattør.
I løbet af sæsonen vil der være fire andre foredrag over temaet.
Foredragene holdes i mødelokalet i Lystrup Kirke, og det er gratis at komme ind. Dog koster kaffen 10 kroner. Alle foredragene starter kl. 19.30.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Lystrup på Facebook her.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.