Indbrudstyve fik blandt andet fire ure med sig, da de i løbet af torsdagen begik indbrud i en bolig på Solvænget i Løgten, fremgår det af Østjyllands Politis døgnrapport.
Gerningsmændene kom ind i boligen ved at afliste en rude i et kældervindue.
De fire ure var tre dameure af mærkerne Burberry, Armani og DKNY, mens et herreur var af mærket Arne Jacobsen.
Derudover blev der stjålet et kamera af mærket Nikon 3200 med to linser, to tablets af mærket Ipad og nogle smykker.
Sket i løbet af dagen
Indbruddet er sket efter at beboerne forlod hjemmet ved 7-tiden om morgenen og inden kl. 21.00, hvor der kom nogen hjem igen. Indbruddet blev straks meldt til politiet fremgår det af døgnrapporten.
Politiet vil som sædvanligt gerne tale med folk, der har bemærket noget på Solvænget, der er en blind vej, i løbet af torsdagen, der måske kan bringe Østjyllands Politi på sporet af gerningsmændene.
Indbruddet på Solvænget er det andet indbrud i privat beboelse i Skødstrup siden nytår, som fremgår af de døgnrapporter politiet offentliggør dagligt. Derudover har der også været et indbrud i et kontor på Grenåvej.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.