Skær roelygter i Den gamle By

Drenge i 1864-dragter tager det tunge slæb med vogn og spande hen over brostenene. Foto: Den gamle By
Drenge i 1864-dragter tager det tunge slæb med vogn og spande hen over brostenene. Foto: Den gamle By

Der er ekstra travlt i Den gamle By i efterårsferien, der på museet starter lørdag den 12. oktober.

Børn og voksne kan f.eks. deltage i forskellige indendørs aktiviteter. Børn kan lave gammeldags bolsjer, og store og små kan hjælpes ad med at skære flotte, frække eller skrækindjagende roelygter.

Engang var det tradition at skære roelygter om efteråret. Folk satte roelygter ud som lys i mørket eller skræmte naboerne med dem.

Aktiviteterne foregår i Renæssancegården den 12. – 20. oktober klokken 10–17. Det koster 20 kroner at deltage.

Børneliv i 1864

Børn mellem 8 og 13 år kan også prøve en dag i et børneliv i en helt anden tid før mobiltelefoner og computere.

Børnene kommer i tøj fra dengang og skal arbejde og løbe ærinder hos bageren eller købmanden.

Det koster 110 kroner at deltage. Forudbestilling hos Den Gamle Bys reception telefon 8612 3188.

Efterårsaktiviteterne fortsætter frem til søndag den 20. oktober.