LØGTEN: Aarhus Kommune har i samarbejde med Skødstrup-Løgten Lokalråd udarbejdet en løsning til forbedret trafiksikkerhed ved udkørsel fra bøde Løgtenvej og Segaltvej til Kirkeholtvej nordøst for Løgten.
Løsningen betyder, at det trebenede kryds ved Løgtenvejs udmunding i Kirkeholtvej bliver til et normalt vejkryds, da Segaltvej bliver forlænget til det nye kryds. Samtidig bliver der også etableret trafikregulering.
Samtidig bliver det fremover ikke muligt at køre ind til venstre på den gamle del af Segaltvej, hvis man kommer fra Djursland. Og man kan samme sted kun køre ud fra Kirkeholtvej, hvis man drejer til højre.
Teknikerne på rådhuset har udarbejdet løsningen i samarbejde med Skødstrup Fællesråd. Teknikernes første forslag var fællesrådet ikke tilfreds med, og projektet blev derfor justeret i samarbejde med lokalrådet.
“Fællesrådene har en vigtig rolle i vores lokalsamfund, og vi lytter derfor grundigt efter, når de kommer med input,” siger rådmand for teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V), i en pressemeddelelse om sagen, som kommunen har udsendt,
Der er de seneste år sket en del alvorlige uheld i området. Kommunen og fællesrådet håber, at den nye vejforlægning vil være til gavn for trafiksikkerheden. Trafikreguleringen vil gøre stor gavn i specielt myldretrafikken, hvor der er stort pres på vejene nord for Løgten.
Pengene til projektet er afsat, men det bliver først gennemført i løbet af 2020. Den endelige tidsplan er endnu ikke fastlagt.
Da trafikreguleringen også har stor betydning for borgerne i Hornslet, skal Syddjurs Kommune også høres i forbindelse med løsningen.
Du kan tilmelde dig Aarhus I Dag på Facebook her.
Du kan tilmelde dig Aarhus I Dag Skødstrup på Facebook her.
Bøger til salg her.