Røveri mod Netto i Lystrup

Foto: Østjyllands Røveri
Foto: Østjyllands Røveri

For anden gang på otte dage blev der tirsdag aften ved lukketid begået et røveri mod en dagligvarebutik i Lystrup. Denne gang gik det ud over Netto på Lystrupvej.

Røveren kan godt være den samme person, som mandag i sidste uge gennemførte et tilsvarende røveri mod Aldi på Sønderskovvej, mener Østjyllands Politi.

Den samme gerningsmand menes også at stå bag yderligere 10 røverier i Østjylland siden den 17. august.

Manden går ved 22-tiden til kassen og siger, at der er tale om et røveri. Han får et mindre beløb og stikker af fra butikken.

Politiet kommer hurtigt tilstede og gennemsøger området med hunde, men finder ikke ud af hvordan har er kommet væk fra gerningsstedet..

Rød trøje

Østjyllands Politi har offentliggjort et billede af røveren, hvor det fremgår, at han har en speciel rød trøje med sorte ærmer på. Der står Adidas på den.

“Vi vil meget gerne høre fra folk, som eventuelt kan genkende den røde trøje,” siger vagtchef ved Østjyllands Politi Per Bennekov Til TV2 Østjylland.

“Desuden vil vi gerne tale med folk, der har set noget ved butikken.”

Røveren er dansker

Signalementet af gerningsmanden er, at han er cirka 180 centimeter høj og dansker – han talte i hvert fald dansk. Udover den røde adidastrøje havde han sorte bukser på samt hvide sokker og badesandaler. Det fremgår ikke af politiets oplysninger, om manden har en pistol med sig, som gerningsmanden hos Aldi i sidste uge.

Udover de to røverier har der også været tale om et røveriforsøg, som den samme gerningsmand er under mistanke for. Det skete forrige fredag – også mod Aldi i Lystrup.

Af Østjyllands Politis døgnrapport fremgår det også, at der tirsdag ved middagstid var et røveriforsøg mod en forretning på Søren Frichs Vej i Aabyhøj. Her ligner signalementet også den nu efterhånden meget omtalte serierøver.

Østjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.

Læs artikel om røveriet i Aldi her.