AIA Tranbjerg Fodbold, IF Lyseng Svømning og TST Fodbold har netop modtaget Aarhus Kommunes Internationale Rejselegat på 10.000 kr. Legaterne skal bruges som tilskud til trænings- og konkurrenceophold i udlandet til foreningernes unge medlemmer.
Siden det Internationale Rejselegat blev uddelt første gang i 2009 har 1952 børn og unge fra 82 aarhusianske idrætsforeninger fået glæde af rejselegaterne.
”Støtten fra rejselegatet er med til at give aarhusianske børn og unge internationale oplevelser og erfaringer, som de kan tage med sig videre i livet. Denne gang er legatet kommet 60 børn og unge til gode. Jeg håber de får nogle oplevelsesrige ture,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad.
IF Lyseng Svømning modtager en økonomisk håndsrækning på 10.000 kr. dette efterår. Snart drager 14 unge svømmere til Tyrkiet på træningslejr. Formålet er både at opbygge grundformen efter sommerpausen og forbedre det sociale sammenhold på tværs af holdene.
Træningstur til Tyrkiet
”Rejselegatet muliggør at alle vores mesterskabssvømmere, som til dagligt træner på to forskellige hold, kan komme på en tur sammen, med mulighed for optimal træning i udendørs 50m bassin. Det er vigtigt for os, at vores yngre årgangstalenter skaber relationer til de ældre rollemodeller,” siger Morten Lindholm, der er Formand i IF Lyseng Svømning.
Det Internationale Rejselegat er uddelt af rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad, og Aarhus Oliefabriks Fond for Almene Formål.Næste ansøgningsfrist til det Internationale Rejselegat er den 1. februar 2015.
(Redigeret pressemeddelelse fra Aarhus Kommune)