Randers Kommune får ny skoledirektør fra Hjortshøj

Den kommende direktør for børn og skole i Randers Kommunen Hans Minor Vedel. Foto: Randers Kommune.
Den kommende direktør for børn og skole i Randers Kommunen Hans Minor Vedel. Foto: Randers Kommune.

Den 52-årige Hans Minor Vedel  fra Hjortshøj tiltræder den 1. august stillingen som direktør for Børn og Skole i Randers Kommune.

Han er i dag ansat som direktør for Børn og Skole i Favrskov Kommune.

Stillingen i Randes har stået ubesat i flere måneder, fordi den tidligere direktør, Lars Keld Hansen, fik job som kommunaldirektør i Lemvig sidste år. Det skete efter han havde været en af de administrative hovedkræfter bag udarbejdelsen af en ny skolestruktur i kommunen, hvor fem skoler bliver nedlagt efter sommerferien, mens andre mister deres overbygning.

Skolestrukturdebatten i Randers har været voldsom, og den kulminerede mandag, da et flertal i byrådet valgte at vedtage en ny udvalgsstruktur, der bl.a. betød, at den nu tidligere formand for børn- og ungeudvalget Bjarne Overmark (Beboerlisten) blev fjernet fra sin post og erstattet med tidligere borgmester i den gamle Nørhald Kommune Anders Buhl Christenssen (V).

Netop blandt andet Bjarne Overmarks kraftige kritik af den tidligere direktør blev brugt som en af begrundelserne for at lave den nye udvalgsstruktur. Det er blevet hævdet, at det var samarbejdet med Bjarne Overmark – eller mangel på samme – der fik Lars Keld Hansen til at forlade sit job i Randers og søgte stillingen som kommunaldirektør i Lemvig.

Familieafdelingen

En af Hans Minor Vedels andre store opgaver bliver at få styr på sagsbehandlingen i Familieafdelingen i Randers Kommune, der gennem et par år har været stærkt kritiseret. Arbejdstilsynet har et par gange givet kommunen påbud om at ændre arbejdsrutinerne, og ifølge Randers Amtsavis overvejer Arbejdstilsynet i øjeblikket at politianmelde kommunen, fordi der endnu ikke er styr på arbejdsmiljøet i afdelingen.

Hans Minor Vedel har i to omgange været ansat i Favrskov Kommune – senest i direktørstillingen i Børn og Skole. Tidligere har han også været teknisk direktør i kommunen. Det var i et par af de første år efter kommunesammenlægningen.

I mellemtiden var han ansat som hr-, kommunikations- og trivsel i Børn & Unge i Aarhus Kommune.

Konstruktivt samspil

“I Favrskov er der et helt specielt tillidsfuldt og konstruktivt samspil mellem byråd, forvaltning, borgere og medarbejdere,” siger Hans Minor Vedel i et interview på Favrskov Kommunes hjemmeside i anledning af jobskiftet.

“Det er nok også forklaringen på den succes, som Favrskov oplever. Samtidig ser jeg Randers som en fantastisk spændende kommune med meget store udviklingsmuligheder – både som lokalsamfund og som arbejdsplads.  Jeg glæder mig derfor til at være med på det hold, som skal samarbejde om at udnytte de muligheder.”

Hans Minor Vedel er uddannet i statskundskab fra Aarhus Universitet, og han har boet i Hjortshøj sammen med sin familie i mere end en halv snes år.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Hjortshøj på Facebook her.