Midttrafiks bestyrelse har besluttet at udbyde billetkontrollen i bybusserne i Aarhus til et eksternt firma fra 1. marts 2014.
»Bestyrelsen er optaget af at finde en løsning, der både nu og i fremtiden betyder en effektiv og stabil kontrol, som samtidig sikrer indtægterne for Aarhus Kommune«, siger Arne Lægaard, bestyrelsesformand i Midttrafik.
»Det er en enig bestyrelse, som i dag har truffet beslutning om, at billetkontrolopgaven skal i udbud.En ekstern leverandør vil som udgangspunkt skulle udføre opgaven på samme vilkår som Midttrafiks billetkontrollører i dag gør med samme mål, serviceniveau og regler for en god kontrol«.
36.000 busser skal kontrolleres
I udbuddet stiller Midttrafik krav om, at der årligt føres billetkontrol i 36.000 busser, svarende til aftalen med Aarhus Kommune. Kontrollerne skal fordeles i forhold til, hvor og hvornår der er flest kunder i busserne.
Det er udelukkende kontrollen af kundernes billetter, der bliver udbudt. Midttrafik vil fortsat stå for behandling af kundeklager og kontrolafgifter.
Den udbudte kontrakt er på to år med mulighed for at forlænge i op til to år.