RISSKOV: Østjyllands Politi har fundet tyvekoster for mere end 600.000 kr. hos en 19-årig mand, der er bosat i Risskov.
Politiet kom på sporet af den 19-årige efter et tip. efterfølgende fik politiet Retten i Aarhus’s godkendelse til at gennemføre en ransagning på den 19-åriges bopæl, i et autoværksted og i en lejet garage.
Tyvekosterne stammer fra indbrud begået flere steder i Jylland – bl.a. i Skive. Her blev der begået et indbrud, hvor en polermaskine og bilplejeprodukter for tilsammen 220.000 kr. stammer fra.
Derudover blev der bl.a. fundet to stjålne motorcykler, der stammer fra indbrud i Hadsten og Tilst, cykelstel fra et indbrud i Vejle og designermøbler fra flere indbrud.
De fleste ejendele er kommet tilbage til ejermændene. Politiet mangler dog endnu at finde frem til ejerne af to PH-lamper og en PK22 lænestol i sort læder.
Den 19-årige kan se frem til at blive stillet over for et voldsomt erstatningskrav. Bl.a. brød han ind i en forretning i Farsø, hvor han stjal en ATV, som han kørte ud gennem en butiksrude, da han forlod stedet.
Politiet har opgjort værdien af effekterne til 667.000 kr., og den 19-årige har erkendt sig delvis skyldig i tyveri og hæleri.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Risskov på Facebook her.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.