AARHUS: Efter flere år i den organisatoriske top for Dansk Folkeparti har Steen Thomsen, der bor i Horsens, nu fået lyst til en politisk karriere. Derfor er han netop blevet opstillet i Aarhus Vest-kredsen.
Steen Thomsen har siden 2009 arbejdet som organisationssekretær i Dansk Folkeparti fra sin bopæl i Horsens. Han har tidligere fra 1999 til 2004 været ansat i partiets landssekretariat i København, hvor han fra 2001 var den øverste lader.
Han er 47 år og er uddannet bankassistent i Danske Bank, som han forlod i 1999 for at blive ansat hos Dansk Folkeparti.
Dansk Folkeparti, der er kendt for at være et topstyret part, har i øjeblikket fem mandater i Østjyllands Storkreds, som Aarhus Vest-kredsen er en del af. Det er et mandattal, som partiet ifølge de seneste beregninger står til at kunne bevare – men EU-sagen kan måske få tallet til at falde til fire, hvis der bliver valg inden for kort tid.
Ingen af de fem nuværende medlemmer har tilkendegivet, at de ikke vil opstille ved næste valg, så der er udsigt til kamp om pladserne.
De fem er Kim Christiansen (Djurskredsen), Hans Kristian Skibby (Horsenskredsen), Mette Hjermind Dencker (Skanderborgkredsen), Tilde Bork (Hedenstedkredsen) og Claus Kvist Hansen (Randerskredsen).
Ved det seneste valg fik Claus Kvist Hansen, der i øvrigt også bor i Horsens, det yderste af de fem mandater, og han må derfor betragtes som at være i farezonen, mens Mette Hjermind Dencker, Kim Christiansen og Hans Kristian Skibby må betragtes som forholds sikre – dels på grund af et godt valg i 2015, dels på grund af mange års arbejde i Folketinget.
Alle partiets folketingskandidater er i dag valgt uden for Aarhus, hvor partiet har det lidt svært. F.eks. lykkedes det ikke partiet at blive repræsenteret med mere end to mandater i byrådet ved det seneste kommunalvalg i 2013 på trods af, at partiet mange stedet i landet gik betragteligt frem.
Claus Kvist Hansen og Hans Kristian Skibby er de eneste af folketingsmedlemmerne, der bor i Storkredsen.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.