
AARHUS: Det er fra tirsdag aften den 27. april lovligt at køre 130 km/t på den 13 kilometer lange strækning fra Lisbjerg til Løgten på Djurslandmotorvejen.
Tirsdag aften blev de gamle skilte med 110 km/t taget ned, så der ikke står nogle hastighedsskilte på strækningen – og det betyder, at hastighedsgrænsen er hævet til den generelle højeste hastighed – 130 km/t.
Den seneste tid har Vejdirektoratet gennemført forbedringer af trafiksikkerheden på strækningen, som gør det muligt at hæve hastigheden.
Der er etableret rumleriller ved midterrabatten, opsat påkørselsdæmpere på eksisterende autoværn og opsat ekstra autoværn. Nogle steder er beplantning også blevet fjernet.
Det var i forbindelse med en trafikaftale under den tidligere regering, at det blev besluttet at øge hastigheden på Djurslandmotorvejen sammen med fem andre steder, hvor hastigheden også er blevet sat op til fra 110 km/t til 130 km/t. Det var en trafikaftale som udover regeringspartierne også blev støttet af Dansk Folkeparti.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.