Energiselskabet NRGi har oplevet en stigende aktivitet i de første seks måneder af 2013. Det håber selskabets ledelse er et tegn på, at Danmark er på vej ud af den økonomiske krise.
– Halvårsregnskabet viser øget aktivitet i divisionerne rådgivning og installation, siger administrerende direktør Søren Sørensen.
– Sammen med en opadgående tendens i forbrugertilliden giver det os håb om, at vi i Danmark er ved at bevæge os ud af den økonomiske krise.
Det første halvår af 2013 viste en omsætning på 1.133 millioner kroner, hvilket er på
niveau med samme periode sidste år.
Større overskud
Til gengæld er det økonomiske resultat før skat på 154 millioner kroner, som er over sidste års halvårsresultat. Stigningen skyldes primært de finansielle investeringer og frasalg af et mindre forretningsområde. Resultatet for koncernen som helhed er større end forventet.
I divisionerne produktsalg og infrastruktur har indtjeningen ikke lvet op til forventningerne. I
infrastruktur hænger det sammen med, at der har været øgede omkostninger til den såkaldte data-hub, som er den centrale landsdækkende database, der nu har overtaget alle data for de enkelte installationer.
Produktsalg er fortsat ramt af den økonomiske lavkonjunktur. Omsætning og indtjening har
på dette område ikke kunnet leve op til halvårs-forventningerne.
Klar til fremtiden
NRGi’s formand Søren Egge Rasmussen hilser med tilfredshed, at halvårsregnskabet viser,
at NRGi både kan have et pænt resultat på bundlinjen, opretholde en høj forsyningssikkerhed, udbygge el og fiberinfrastrukturen, bidrage til den grønne omstilling samt udbetale en rabat til andelshaverne.
– NRGi er i dag gearet til at løse en række af de energimæssige, klimamæssige og
kommunikationsmæssige udfordringer, som er defineret i de brede politiske energiforlig, og
som selskabets andelshavere forventer, vi som en ansvarlig virksomhed tager hånd om, siger bestyrelsesformanden.