
AARHUS: En 20-årig mand blev søndag den 11. november fængslet i fire uger ved et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Den 20-årige er sigtet for at sælge kokain, og han havde en kundetelefon på sig, da han lørdag blev anholdt af politiet.
Hans kunder, der kan identificeres via telefonen, kan i den kommende tid derfor forvente at blive kontaktet af betjente fra Østjyllands Politi, fremgår det af en pressemeddelelse, som politiet har udsendt om sagen.
Kunderne kan forvente bøder på mellem 3.000 kroner og 8.000 kroner – alt efter hvor meget de har købt. Bøderne kan desuden blive større, hvis de har købt kokain hos den 20-årige flere gange.
Kontakten er typisk sket via sms, hvor den 20-årige har aftalt at mødes med kunderne forskellige steder i byen.
Kokain mere udbredt
Politiinspektør René Raffo fra Østjyllands Politi udtrykker i pressemeddelelsen bekymring for udviklingen.
“Sagen bekræfter os i, at kokain desværre er blevet mere udbredt,” siger han.
“Derfor er vi meget tilfredse med, at vi nu har stoppet en særdeles aktiv narkosælger og fundet frem til en række købere. Størstedelen af de købere, vi har fundet frem til, er ikke kendt af os i forvejen. Det er unge mennesker, som studerer eller har et helt normalt arbejde. Det er bekymrende.”
20-årig risikerer udvisning
Det var længere tids efterforskning, der lørdag førte til anholdelsen af den 20-årige, der er somalisk statsborger.
Han risikerer derfor, udover en straf i forbindelse med en dom, at blive udvist af Danmark.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.