Medaljer i Florida til taekwondo-piger fra Risskov

Risskov Taekwondo Klubs tre udsendinge i Orlando i Florida - Charlotte Paik Bjelke, Sarah Malykke og Louise Christensen. Foto: Risskov Taekwondo Klub.
Risskov Taekwondo Klubs tre udsendinge i Orlando i Florida – Charlotte Paik Bjelke, Sarah Malykke og Louise Christensen. Foto: Risskov Taekwondo Klub.

To piger fra Risskov Taekwondo Klub fik i weekenden medaljer ved US Open i taekwondo, der blev afviklet i Orlando i Florida. Charlotte Paik Bjelke fik sølv fredag, mens Louise Christensen søndag sikrede sig bronze i juniorækken.

Charlotte Paik Bjelke vandt tre kampe, før hun i finalen tabte til en pige fra Taipei.

Hun var virkelig stærk, og tiden løb desværre fra mig, før jeg fandt en løsning,” fortæller hun på Risskov Taekwondo Klubs hjemmeside.

Undervejs vandt hun sikkert 11-4 over nummer to på verdensranglisten Yvette Yong.

Louise Christensen kvalificerede sig efter to kampe til kvartfinalen søndag, men var kommet til skade med foden, der muligvis er brækket.

Hun måtte derfor trække sig fra semifinalen, men sikrede sig alligevel en bronzemedalje.

I en af de første kampe var hun bagud 0-3, men vinder alligevel dysten 4-3.

Der var tre piger fra klubben med til det store stævne, hvor der var 12 baner og ca. 2.500 deltagere.

Sarah Malykke vandt to kampe fredag i sin række, men tabte til en modstander fra Serbien i kvartfinalen.

Risskov Taekwondoklub fik lørdag aften en pris for sit internationale arbejde ved DM-festen i Musikhuset, hvor eliteidrætten i Aarhus blev fejret.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.