Lystrup: Drømmen om DM i futsal forsvandt

Lystrup Futsals holdbillede - tæt på at være blandt de fire bedste hold i Danmark. Foto: Lystrup Futsal.
Lystrup Futsals holdbillede – tæt på at være blandt de fire bedste hold i Danmark. Foto: Lystrup Futsal.

Lystrup Futsal tabte lørdag eftermiddag semifinalen ved året finalfourstævne i Hjørring med 1-7 til København Futsal. Det er det første nederlag, som Lystrup Futsal har måttet indkassere i sæsonen.

Resultatet lyver lidt. To-tre mål mere til Lystrup havde været mere retvisende.

Nederlaget betyder, at Lystrup søndag skal spille en kampen om bronzemedaljerne mod Kolding, der tidligere på lørdagen tabte til Gentofte BK.

Finalen bliver derfor et rent sjællandsk opgør, mens kampen om bronzemedaljerne bliver et jysk opgør.

Lystrup har tidligere i år spillet en kamp mod Kolding, der også var med i vestkredsen ligesom Lystrup. Her blev resultatet 6-6, så der er lagt op til en spændende kamp på neutral bane, når de to hold løber på banen i Hjørring søndag.

Lystrup kvalificerede sig til finalestævnet ved at spille uafgjort med Hårslev fra Fyn på hjemmebane i fredags. Ugen før havde Lystrup slået Hårslev på udebane med to mål.

Lystrup Futsal er ubesejret i vestkredsen gennem hele sæsonen. Det er indtil nu blevet til ni kampe – seks vundne og tre uafgjorte. Holdet vandt kredsen sikkert med 17 points ud af 21 mulige.

Otte spillere på landsholdet

JB Futsal Gentofte må dog anses for at være favoritter til at vinde danmarksmesterskabet. Dels er holdet forsvarende meste, dels har klubben otte spillere på landsholdet, hvor der dog kun er spillere med fra de sjællandske klubber, der i år dannede østkredsen i den indledende runde.

Futsal er en forholdsvis ny form for indendørs fodbold, der har overtaget rollen fra det gamle spil med bander. I futsal spilles der med en målmand og en mindre bold med den samme vægt. Kampene varer to gange 20 minutter, og der spilles med indspark, når bolden ryger ud af banen.

Udgivet
Kategoriseret som Lystrup