Ledige kvinder arrangerer motionsløb

Foto: Aarhus Kommune
Foto: Aarhus Kommune

Unge kontanthjælpsmodtagere fra Arbejdsmarkedscenter Midt (AMC Midt) fandt glæde ved motion og arrangerer eget løb for centrets kursister. Over 100 kursister fra AMC Midt har indtil nu tilmeldt sig AMC Midt Løbet.

Rådmand Hans Halvorsen trykker på aftrækkeren, når AMC Midt Løbet på tirsdag den 24. september skydes i gang i Riis Skov. Løbet er det første af sin slags og er kommet noget utraditionelt i stand.

Det er nemlig unge kvindelige, fortrinsvis tosprogede, kontanthjælpsmodtagere, der har fået ideen og arrangeret løbet. En proces, der har vist sig fordelagtig for mere end deres kondi.

Ville have deres eget løb

Inden sommerferien deltog kvinderne i ALT for damernes Kvindeløb 2013. Deltagelsen skabte stor begejstring, og de nye løbere begyndte at lede efter andre løb at deltage i. Men ingen løb egnede sig rigtig til dem, og derfor besluttede de sig for at arrangere deres eget – AMC Midt Løbet.

”Vores hovedmål er, at kvinderne får lyst til at dyrke motion og bevæge sig, for man ved, at det hjælper på indlæringen,” siger Grete Østergaard, der er centerchef i AMC Midt.

“Men det her projekt har den sidegevinst, at der er stor læring i det. Kvinderne får et ansvar, bliver aktører og skal samarbejde med andre om at arrangere et stort motionsløb. De får altså nogle vigtige kompetencer og erfaringer med sig, som de kan bruge i deres fremtidige uddannelses- og arbejdsliv.”

Lærerigt at få ansvar

Initiativtagerne selv kan ikke alene mærke, at de er kommet i bedre form, og at det har været lærerigt at få ansvaret for at arrangere løbet. Motionen har ændret deres hverdag.

”Da jeg startede hernede, var jeg sløv, og jeg var ikke sådan rigtig glad. Men siden jeg begyndte at dyrke motion og spise sundt, er jeg blevet en gladere person. Jeg har også fået mere energi, og det har gjort mig klogere, fordi jeg pludselig gerne vil lave noget”, siger 24-årige Sahar Chanta.

Medkursisten Muna Kvadrani fortsætter:

”Når man ikke træner, spiser usundt og ikke rigtig spiser morgenmad, som jeg plejede at gøre, så havde jeg svært ved at se, fordi verden lukkede sig ned for mig. Men nu har jeg fået øjnene op og kan se, at motion er mig.”

AMC Midt har sørget for ramerne

Siden sommerferien har AMC Midt sørget for rammerne omkring planlægningen af løbet og i sagens natur været tovholder på eksempelvis at leje Riis Skov. Derudover har kvinderne stort set planlagt og arrangeret det hele selv, med alt hvad det indebærer af ruteplanlægning, skafning af produkter fra sponsorer til goodie-bags, finde læge til løbet, organiseret deltagere og hold, kontaktet relevante myndigheder for tilladelse og meget andet.

Og så har de naturligvis trænet, så de kan være i god form til deres eget løb.

AMC Midt Løbet løber af stablen i Riis Skov – nærmere betegnet fra Tumlepladsen – på tirsdag den 24. september fra kl. 10.30, hvor social- og beskæftigelsesrådmand Hans Halvorsen byder velkommen.