LYSTRUP: Lystrup Futsal vandt fredag aften en kæmpesejr i sæsonens næstsidste turneringsrunde i futsalligaens vestkreds. Bov IF blev sendt hjem til grænselandet med en nederlag på 5-15.
Der var aldrig rigtig tvivl om kampens resultat. Allerede efter halvdelen af første halvleg førte Lystrup 4-1, og ved halvleg var stillingen 7-2.
Mark Mikkelsen blev kampens store spiller. Han scorede 10 af Lystrups femten mål. Derudover kom Thomas Hessellund (1), Jeppe Gehrt Laursen (1), Nichlas Mehlsen (1), Søren Bertelsen (1) og Kasper Riber Kaffka (1) på målscorerlisten.
Trods det gode resultat bevarer Lystrup Futsal sin plads som nummer fire i vestkredsen. Og det bliver der ikke ændret på, når den sidste runde spilles i næste weekend.
Lystrup kan nemlig hverken rykke op eller ned i den samlede stilling, for afstanden til holdet på tredjepladsen og holdet på femte pladsen er så stor, at lige meget hvordan resultaterne bliver i sidste runde, får det ingen betydning for Lystrup Futsals samlede placering.
Den sidste kamp spiller Lystrup også på hjemmebane i Lystrup Idræts Center. Her møder Lystrup Futsal igen et af rækkens bundhold – Aalborg Futsal Klub. Det sker fredag den 23. februar kl. 19.30.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Lystrup på Facebook her.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.