Lystrup: Jem & Fix åbner inden påske

Et pressebillede fra lavprisbyggemarkedet - dog ikke fra Lystrup. Foto: Jem & Fix
Et pressebillede fra lavprisbyggemarkedet – dog ikke fra Lystrup. Foto: Jem & Fix

Den nye Jem&fix-forretning ved motorvejen og rundkørslen syd for Lystrup åbner inden påske, fortæller salgsdirektør Claus Petersen fra virksomhedens hovedkontor i Vejle. Han ønsker endnu ikke at oplyse den præcise åbningsdag, selv om den er fastlagt.

“Vi åbner tre nye forretninger og en flyttet afdeling den samme dag,” fortæller Claus Petersen.

“Af konkurrencehensyn ønsker vi endnu ikke at oplyse den præcise dato.”

Claus Petersen fortæller, at åbningen bliver markeret med specielle tilbud i den nye forretning, ligesom der vil blive uddelt kaffe til kunderne og hejst flag.

Han afviser, at forretningen åbner den 3. marts, som det også har været fremme.

“Det når vi vist ikke, hvis det skulle være den dato” siger han.

Intern uddannelse

Der er ansat folk i virksomhedens afdelinger. Nogle er ved at sætte de første varer på plads, mens andre gennemgår intern uddannelse.

Der er ansat omkring en halv snes nye ansatte – nogle af dem på deltid.

Personalet vil i hvert fald den første tid bestå af ansatte fra andre afdelinger og de nyansatte.

“Der er tale om, at vi har ansat personale, der både har erfaringer med branchen, men også folk, der er butiksuddannede i andre brancher,” fortæller Claus Petersen, der samtidig fortæller, at det ikke har været svært af finde kvalificeret personale til afdelingen i Lystrup.

“Når vi flytter ansatte fra andre afdelinger og ansætter nye folk, giver det et sundt mix af folk til at betjene kunderne. Vi har også en elevuddannelse, og gennemfører også nogle trainee-forløb i butikkerne.”

Forventer god modtagelse

Claus Petersen oplyser desuden, at virksomheden var klar til at rykke ind i den nye butik for to år siden.

“Det har været en hård nød at knække,” siger han.

“Men jeg tror, at vi bliver taget rigtig godt imod i lokalområdet – det er i hvert fald min fornemmelse.”

Det er ikke tilfældigt, at virksomheden åbner tre ny butikker lige før påske.

“Foråret er altid vores højsæson, og derfor åbner vi altid nye afdelinger på det tidspunkt for at få forretningerne godt i gang,” fortæller han.

Samtidig afviser han også tidligere forlydender om, at det var planen, at forretningen skulle åbne inden jul.

Jem & Fix åbnede i 1987

De to andre nye butikker, der bliver åbnet om kort tid, ligger i Farum og Videbæk. Den flyttede forretning ligger i Slagelse.

Jem & Fix blev startet i Fredericia i 1987 og var indtil 1997 ejet af Fakta. Da overtog Harald Nyborg aktiemajoriteten i virksomheden, der efter åbningen af de nye afdelinger har 108 butikker i Danmark og 33 i Sverige.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Lystrup på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.

Udgivet
Kategoriseret som Lystrup

1 kommentar

Der er lukket for kommentarer.