VIBY: En 58-årig mand blev natten til torsdag den 8. februar omkring kl. 2.30 lukket inde i en kælder med opbevaringrum til flere lejligheder på Onsholtvej.
To beboere i opgangen havde hørt den 58-årige larme i kælderen. En af dem åbnede døren og så den 58-årige rode rundt i ting i kælderrummet.
De lukkede døren igen og låste den – og fik også låst en anden dør til rummet, inden de tilkaldte politiet.
Den 58-årige forklarede politiet, der nåede frem efter cirka 10 minutter, at han boede i ejendommen, men det blev hurtigt verificeret, at det ikke er rigtigt. Desuden havde han en del indbrudsværktøj på sig, og han gik derefter til bekendelse.
Derefter blev han anholdt og sigtet for indbrud.
I ejendommen har der i den seneste tid været flere lignende indbrud.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.