
LØGTEN: En hundepatrulje fangede omkring midnat natten til mandag den 14. juni på en mark tæt på Ugelbølle to tyve, der kort forinden havde været med til at stjæle værdigenstande fra Superbrugsen i Løgten, fremgår det af politiets døgnrapport mandag formiddag.
En tredje gerningsmand slap væk fra gerningsstedet i en hvid varevogn.
Kort før midnat var en alarm ved vareindleveringen ved Superbrugsen blevet aktiveret. En ledende medarbejder kørte hurtigt til butikken, hvor han fik øje på tre mænd, der var ved at stjæle paller og pantflasker.
Da mændene fik øje på medarbejderen, flygtede de fra stedet. Den ledende medarbejder fulgte efter dem i sin bil, samtidig med at han alarmerede politiet.
Den hvide varevogn kørte i retning mod Rønde. På Ryomvej i nærheden af Ugelbølle – tæt på Djruslandmotorvejen – standsede bilen og to af tre mænd sprang ud, mens den sidste med det samme fortsatte flugten.
Kort efter mistede medarbejderen fra brugsen kontakten med både bilen og de to flygtende mænd, men ikke lang tid efter ankom en hundepatrulje fra Østjyllands Politi til stedet, hvor de to mænd var blevet sat af bilen.
Hundene fik hurtigt færden af de to flygtende mænd, og efter en tur gennem flere marker, fik en betjent øje på de to mænd. De fik besked på at blive stående. Ellers ville hunden blive sluppet fri.
Politiet fortsætter efterforskningen for at finde frem til den tredje gerningsmand, der formentlig havde de stjålne paller og pantflasker med i den hvide varevogn.
Begge de to fangede mænd er sigtet for indbrud.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Skødstrup på Facebook her.