Hjemmerøveri i Skæring: Pludselig stod to mænd i soveværelset med et koben

SKÆRING: Et ældre ægtepar, der bor på Strandvangsvej i Skæring, på blev mandag aften kort før midnat udsat for et hjemmerøveri. De to røvere talte dansk med mellemøstlig accent.

Ægteparret var faldet i søvn og vågnede, da de to mænd trængte ind i huset ved at knuse en rude i en terrassedør.

De to mænd, der var maskerede, råbte, at de ville have de penge, som var i huset. Det modsatte den mandlige beboer sig, og han blev slået flere gange på ben og lår med et koben, som gerningsmændene truede med.

Under overfaldet gik en alarm i gang. Den aktiverede også den kvindelige beboers telefon.

Alarmen fik de to mænd til at stikke af fra boligen. Som det eneste udbytte fik de kvindens telefon med sig.

Den mandlige beboer har sår og mærker på ben og arme efter slagene. Telefonen blev fundet uden for huset af en hundepatrulje.

Østjyllands Politi har udsendt følgende signalement af de to mænd:

A

  • Talte dansk med mellemøstlig accent
  • 180-185 cm høj
  • 20-30 år gammel
  • Iført sort hættetrøje med hvid snor og lyse bukser
  • Maskeret med maske/hætte
  • Havde et ca. 50 cm langt, slidt, kraftigt, rødt koben i hånden

B

  • Talte dansk med mellemøstlig accent
  • 175-180 cm høj
  • 20-30 år gammel
  • Iført sort hættetrøje og lyse bukser
  • Maskeret med maske/hætte
  • Medbragte lommelygte

Østjyllands Politi hører gerne fra borgere, der eventuelt har observeret de to mænd i området i tidspunktet omkring røveriet, der ifølge døgnrapporten skete kl. 23.45. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Egå på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.