Harmonikasammenstød på Kirkeholtvej nord for Løgten

Arkivfoto: Østjyllands Politi.

LØGTEN: Der skete mandag middag den 18. januar et harmonikasammenstød på Kirkeholtvej nord for Løgten, hvor fire biler var impliceret, fremgår det af Østjyllands Politis døgnrapport tirsdag.

Uheldet skete ved et vejarbejde, hvor tilkørslen til Kirkeholtvej fra Segaltvej er i færd med at blive gjort mere sikker. I den forbindelse var der opsat en midlertidig lysregulering, hvor der var en længere kø.

Ifølge politiet overså en 55-årig kvindelig bilist køen og kørte ind i den bil, der holdte bagerst. Chaufføren var en 71-årig mand.

Den bil blev skubbet ind i en tredje bil, der blev ført af en 30-årig mand, der igen ramte den fjerde bil, hvor chaufføren var en 45-årig mand.

Fem personer blev kørt til nærmere undersøgelse på skadestuen. Det var den 71-årige chauffør og en passager i den første bil, der blev ramt, og den 45-årige mand fra den fjerde bil og to passagerer fra den samme bil. Den ene af passagererne var et barn.

Østjyllands Politi oplyser ikke noget om, hvilke skader de fem implicerede i ulykken eventuelt har fået.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Skødstrup på Facebook her.