Fyrfadslys skulle afrime køleskab

Det er en dårlig ide at bruge tændte fyrfadslys til at afrime et køleskab med, opdagede en husejer i Søften.

SØFTEN: Der udbrød brand i et køleskab, da en husejer i Søften søndag eftermiddag den 31. marts ville afrime sit køleskab, fremgår det af Østjyllands Politis offentliggjorte døgnrapport mandag.

Husejeren havde sat fyrfadslys ind i køleskabet.

Der gik ild i køleskabet, fremgår det af døgnrapporten, og der opstod store skader på køkken og i en entré inden brandvæsenet fik ilden under kontrol.

Ingen personer kom til skade ved branden, men husejeren blev sigtet efter beredskabsloven, fordi betjentene vurderede, at han havde været uforsigtig med fyrfadslysene

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.