50 nye rækkehuse på Lille Elstedvej

lilleelstedvejAarhus Byråd har onsdag aften godkendt en lokalplan, der giver firmaet ICT Ejendomme A/S  mulighed for at bygge et halvt hundrede rækkehuse i to etager på en grund ved Lille Elstedvej i Lystrup.

På grunden, der ligger ned til Grenaabanen og som nabo til Abildhaven, har der tidligere været et gartneri, og den er i dag et tilgroet område. Grunden er på fire hektar.

Der kom ingen bemærkninger til lokalplanen i forbindelse med den, der startede midt i december og udløb i begyndelsen af februar.

50 boliger

De op til 50 boliger, der må bygges på grunden, må højst være 4.000 kvadratmeter tilsammen. Boligerne skal være med fladt tag og må max. være seks meter høje. Der må dog være tagterrasser på bygningerne første sal.

I den vestlige del af grunden bliver der et offentligt stisystem, der giver adgang til det kommunale område ved Ellebækken. Derudover skal der være et regnvandsbassin.

Husene må ikke bygges tættere end 25 meter på jernbanesporene ved letbanen og Grenaabanen.

Ingen debat

Lokalplanen blev vedtaget uden debat, da byrådsmedlemmerne godkendte den.

I forbindelse med vedtagelsen i byrådet er der ikke givet konkrete oplysninger, der kan fortælle hvornår byggeriet begynder: Lokalplanen giver kun mulighed for, at der kan bygges på grunden og efter hvilke retningslinjer.

ICT Ejendomme A/S er en Risskov-virksomhed med adresse i erhvervskvarteret på Sindalsvej.

Lokalplanen har nummer 936, og den kan læses i sin fulde længde her.