Fjernvarmekunder, der får deres varme direkte fra Aarhus Kommune gennem AffaldVarme, kan se frem til en besparelse på deres udgifter fra den 1. juli. Prisen bliver sat ned med sammenlagt 90 mio. kroner.
Det svarer til, at en familie, der bor i det man i branchen kalder en standardvilla på 150 kvadratmeter og bruger 17.500 kWh, vil spare 900 kr. om året. Generelt svarer det til, at forbrugerne vil spare omkring 7 procent på varmeregningen.
Nedsættelsen af prisen skyldes for cirka totredjedeles vedkommende, at det har været en varm vinter, mens cirka entredjedel skyldes, at AffaldVarme har renoveret en del af ledningsnettet, hvor der tidligere har været et forholdsvist højt varmetab.
“Vi har desuden fundet muligheder for effektiviseringer gennem vores udbudspolitik og i vores administrative løsninger”, siger Elsebeth Arendt, afdelingschef ved AffaldVarme, i en pressemeddelelse, som AffaldVarme har udsendt.
Prisnedsættelsen sker på den del af varmeprisen, der er afhængig af, hvor meget varme man bruger.
Prisnedsættelsen gælder ikke for de kunder, der får deres fjernvarme fra et af de andelsejede fjernvarmeselskaber forskellige steder i kommunen – f.eks. Lystrup Fjernvarme eller Løgten-Skødstrup Fjernvarme.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.