Færre indbrud i påsken

politi4Østjyllands Politi har oplevet et voldsomt fald i antallet af anmeldte indbrud i løbet af påsken i forhold til sidste år, fremgår det af en pressemeddelelse, som politiet har udsendt tirsdag. Årvågne borgere har en stor del af æren, mener politikommissær Anders Uhrskov.

I hele politikredsen er antallet af indbrud faldet fra 102 til 52 anmeldte indbrud.

I Aarhus Kommune er faldet knap så stort. I år har der været 38 indbrud, mens der i påsken 2014 blev anmeldt 51 indbrud.

Luske rundt

I løbet af helligdagene har vagtcentralen på politigården i Aarhus fået mange henvendelser fra borgere i politikredsen, der har observeret en mistænkelig adfærd i deres nabolag.

“Når vi får henvendelser fra borgere, der ser nogle personer luske rundt i området, så kommer vi altid ud, hvis vi har mulighed for det.” siger politikommissær Anders Uhrskov i politiets pressemeddelelse.

“Vi opfordrer altid borgerne til at være opmærksomme på mistænkelig færden i nabolaget, og vi har også appelleret til, at man kontakter politiet, hvis man ser noget, der kunne have vores interesse, så det er vi meget taknemmelige over, at så mange har gjort.”

Direkte kontakt

Politiet oplever også en tendens til, at flere og flere borgere tager kontakt til personer, som opfører sig mistænkeligt.

“Det kan i sig selv også være nok til at skræmme eventuelle indbrudstyve væk,” siger Anders Uhrskov i pressemeddelelsen.

“Det kan da ikke afvises, at den ekstra opmærksomhed fra både borgere og politi har været en medvirkende årsag til det store fald i antallet af indbrud, som vi har oplevet denne påske.”

Opgørelsen fra begge årene er laver fra skærtorsdag til 2. påskedag.

I den nordlige del af kommunen har der kun været tre indbrud – to i Hjortshøj og et i Lystrup. Derudover var der et indbrud i Skødstrup dagen før skærtorsdag.