Egå: De store børn hentede juletræer

De ældste børn i Delfinhuset var i år med til at hente institutionens juletræer. Foto: Delfinhuset.
De ældste børn i Delfinhuset var i år med til at hente institutionens juletræer. Foto: Delfinhuset.

Julestemningen har for længst indfundet sig i den integrerede institution Delfinhuset i Skæring. Børnehaven har anskaffet sig de obligatoriske to juletræer, og tøjnisserne er hentet ned fra loftet, så de deltager i december måneds julehygge i institutionen.

Juletræerne er hentet i en lille plantage på Skæring Havvej ved Lokalcenter Skæring, hvor der hvert år sælges juletræer til folk i lokalområdet.

”Hvert år tager vi de ældste børn – dem der kan begynde i skolen efter sommerferien – med ned i plantagen for at hente juletræerne,” fortæller pædagog John Hejborg Kristensen.

”Børnene synes altid, at det er spændende at være med til. Det ene juletræ udvalgte vi selv og savede det over.”

Juletræer hjem i trækvogn

Juletræerne, der blandt andet kom i brug ved institutionens julefest torsdag den 10. december om eftermiddagen, blev fragtet hjem i trækvogn. Børnene klippede og klistrede julepynt, så træerne var flotte til julefesten. Pynten hænger på træerne frem til jul.

Julefesten den 10. december er et af årets højdepunkter i Delfinhuset, Børnenes forældre, bedsteforældre og søskende er inviteret med til festen, der hvert år foregår udendørs. Så der er trængsel i institutionen, hvor der dagligt er cirka 70 børn.

John Hejborg Kristensen står for det meste for at holde gløggen varm i en gryde ved institutionens bålsted, mens andre sørger for at fremstille æbleskiverne i køkkenet.

Tid til at snakke

”Det er rigtig hyggeligt,” siger John Hejborg Kristensen.

”Der er blandt andet et luciaoptog, og der er tid til at få snakket med forældre mere end en travl hverdag normalt giver mulighed for.”

Delfinhuset har også et par tøjnisser boende. Hvert år omkring den 1. december begynder de at røre på sig, fordi de gerne vil være med til julehygge.

De deltager, når der bliver læst højt, og de er med, når der bliver delt gaver ud til børnene skiftevis i løbet af julemåneden. Hvert barn har haft en lille gave med, som er blevet hængt op på snore i institutionen, og hver dag får et af børnene lov til at vælge en gave.

Der er også tid til nogle dage at gennemføre nissespil, hvor den vrede fru Andersen spiller en central rolle.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Egå på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.