Egå: 71.271 kr. indsamlet til Børnecancerfonden

I påsken 2017 deltager alle skolens elever i løbet til fordel for Børnecancerfonden. Foto: Jakob Bødskov/fotovitamin.wordpress.com
I påsken 2017 deltager alle Skæring Skoles elever i løbet til fordel for Børnecancerfonden. Foto: Jakob Bødskov/fotovitamin.wordpress.com.

Ved morgensangen fredag morgen den 15. april på Skæring Skole blev det oplyst, at der i forbindelse med motionsløbet lige før påskeferien blev indsamlet 71.271 kroner til Børnecancerfonden. Det var elever fra 3. til 6. årgang, der deltog i motionsløbet på den én kilometer lange rute ved Skæring Strand. 

Pengene blev ved morgensamlingen overdraget til Torben Høyer, der repræsenterede Team Rynkeby, der står for indsamlingen.

“I kan godt klappe jer selv på skulderen,” sagde Torben Høyer, da han fik overrakt indsamlingsbøsserne i to plastikposer.

“Det er et virkeligt flot beløb, som I har indsamlet. Det er en god hjælp til behandlingen af børn, der får kræft. Børn kan godt føle sig magtesløse, når nogle af deres kammerater får kræft. Men så gør man da noget, når man deltager i et løb som det her.”

Sponsorkontrakter

Børnene havde på forhånd lavet sponsorkontrakter med forældre og andre, der ville give et bidrag til indsamlingen for hver kilometer, som børnene løb. Pengene bliver brugt til forskning og behandling af kræfttyper, der rammer børn.

Alle omkostninger ved arrangementet betales af Team Rynkeby Skoleløbet, der har stået for arrangementet de senere år. For hvert år deltager flere og flere skoler i påskeløbet, og det tilmeldte deltagerantal nåede i år op på 107.000 børn fordelt på 295 skoler.

På Skæring Skole var det elevrådet, der arrangerede en stor del af begivenheden. De gennemførte opvarmningen for løbsdeltagerne, inden de blev sendt afsted på løbeturen. Der var lavet en rute på en kilometer, og det var medlemmer af elevrådet, der stod for at sætte streger for hver kilometer, så der blev holdt øje med, hvor mange kilometer hver elev løb.  Efter løbet fik børnene en juicebrik.

I 2017 deltager alle

Det var andet år, at Skæring Skole deltog i sponsorløbet. Eleverne har efter påske løbende afleveret pengene i en raslebøsse på skolen, hvorefter eleverne fik udleveret et diplom og et gult armbånd.

Det er besluttet, at alle eleverne på skolen deltager i arrangementet næste år inden påskeferie.

I den nordlige del af Aarhus Kommune deltog elever fra også Lystrup Skole også i arrangementet.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Egå på Facebook her.

Eller hvis du vil have besked om alle nyheder kan du tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.

Udgivet
Kategoriseret som Egå