Dørmand fik albue i hovedet

politi2En 24-årig mand, der natten til lørdag blev afvist ved et diskotek i Fiskergade i Aarhus, er sigtet for vold mod en dørmand, fremgår det af politiets døgnrapport. Politiet har også optaget rapport i forbindelse med tre fædselsuheld.

Dørmanden afviste den 24-årige, da han ville ind på diskoteket. Det blev den 24-årige så sur over, at han gav dørmanden en albue i hovedet.

Politiet blev tilkaldt, og den 24-årige blev anholdt og afhørt. Derefter blev han sigtet for vold og  løsladt.

Politiet skal nu afhøre dørmanden og vidner, før det bliver afgjort, hvad videre skal ske i sagen. Østjyllands Politi hører gerne fra vidner på 114.

Tre færdselsuheld

Der er også noteret tre færdselsuheld i døgnrapporten.

En 21-årig mand påkørte på Edwin Rahs Vej i Brabrand fredag eftermiddag en 60-årig kvindelig fodgænger, der måtte til behandling på sygehuset for lettere personskade.

Hen under aften påkørte en 46-årig bilist en 21-årig mand på cykel i krydset Bispetorvet og Mejlgade. Den 21-årige pådrog sig lettere personskade – som det beskrives i politirapporten.

På Viby Ringvej mistede en 73-årig mand herredømmet over sin bil og kørte ind i et autoværn. En politipatrulje konstaterede, at den 73-årige var spirituspåvirket. Der venter ham derfor et retsligt efterspil, fordi han har været skyld i færdselsuheld mens han kørte spirituspåvirket.

Promillestørrelsen i den blodprøve, som manden har fået taget, afgør den sanktion, som manden får, noteres det i politirapporten.